Category Archives: Generelt

Slut og tak!

Projektet, Gaden Finder Vej tog form i sommeren 2009. Dengang var situationen i Jægersborggade at flere butikslokaler stod tomme: Nogle som et resultat af den finansielle krise, mens andre bevidst blev holdt tomme, indtil det rette erhverv flyttede ind. Atter andre lokaler blev benyttet af andelsforeningen AB Jægers håndværkere. Det man som beboer, erhvervsdrivende og besøgende oplevede, var adskillige mørke, ubenyttede rum i gaden, som fik handelsgaden til at fremstå fragmenteret. Samtidig havde gadens pushere kronede dage i de mørke kroge og søgte ligefrem ly i de tomme lokaler. Da gaden en nat blev ramt af 33 skud fra teenagere på en scooter i fuld fart ned gennem den brostenbelagte gade, besluttede vi os for at tage fat med det felt som er vores : kunst- og arkitektur.

Ideen var at omdanne alle ubenyttede butiksvinduer i gaden til midlertidige gallerirum og skabe en række udstillinger gennem en periode på et år. Jægersborggade skulle være byens længste galleri! Udstillingerne skulle give gaden et instant boost og det inaktive skulle gøres til gadens aktiv. Andelsforeningen AB Jæger var med på ideen og støttede op med materialer, så vi kunne etablere udstillingsmontre i de butiksvinduer, hvor det var muligt. Hurtigt blev gadens karakteristiske udhængsskilte også til en del af galleriets faciliteter og flere kælderrum og butikslokaler har også været taget i brug. Da galleriets intensitet var størst, rådede Gaden Finder Vej over knap 50 udstillingsfaciliteter. Nogle skabt af os og mange skabt af de i alt 80 udstillende kunstnere, som med deres værker fik vendt og drejet Jægersborggades tilstand, potentiale, arkitektur og beboersammensætning.

Projektet er nu slut, men ligger som en del af Statens Kunstfonds idébank Open Call under udvalget for Kunst i det offentlige rum. Flere af fotografierne fra udstillingen Nabolag, hænger inde på Bymusset som en del af udstillingen Om at blive københavner og vi har deltaget i flere workshops omkring brugen af kunst og midlertidige aktiviteter som led i en bydelsudvikling. Til september deltager vi i den alternative kunstmesse Alt_Cph11 Encounters og til januar udkomme en fotobogen Nabolag, med fotografier af Jægersborggades beboere.

Meget er sket i Jægersborggade siden sommeren 2009 og teksterne her på hjemmesiden skal derfor læses med det i mente at projektet er 2 år gammelt.

Skulle du have lyst til at kontakte os for at høre mere omkring projektet er du meget velkommen (se under ‘kontakt’)

Lise & Saskia

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Generelt